Del:  

Stjernevandring

En poetisk rumrejse

d. 27. februar kl. 18.30 og kl. 20.30

Gæsteforestilling med MYRKR

>> Køb billetter her

 

 

I et lillalysende venusunivers tager kosmonauterne Stella og Urania os med på en poetisk og musikalsk rumrejse og viser, hvordan stjernerne altid følger os alle steder. Undervejs høres fortællinger om, hvordan stjernerne førte til en kongesøn, og hvordan de viser vej over et mørkt hav. Publikum inviteres til at mærke, hvordan vi er skabt af stjernestøv fra supernovaer og stjernerne besynges i en collage af kunstarter fra hele verden. Stjernevandrings undersøgelse af kosmos er inspireret af renæssancens verdenssyn, hvor videnskab, kunst og magi var ligeværdige. Stjernevandring udforsker hvordan vi er forbundne med naturen, når naturen fortsætter efter den ydre sfære og ud i uendeligheden.

 

De lysende prikker af stjerner og planeter på en mørk himmel vækker en længsel i os og sætter fantasien og drømmene i gang. Stjernerne er flere milliarder år gamle. Det er de samme stjerner, som har inspireret store kunstnere og videnskabsfolk længe før os og som vores børn og børnebørn vil se op på, når vi ikke er her mere. Det er de samme stjerner som Shakespeare skrev om i 1597, da Romeo beskriver Julies øjne: 

 

“Men to af himlens stjerner fik andet ærind og bad hendes øjne at skinne for dem, til de kom tilbage. Tænk blot, hvis stjernerne og hendes øjne nu bytted plads? Å, stjernerne blev matte ved hendes kinders glans, som lampens skin ved dagens lys; men hendes øjne ville oplyse himlen med så klar en glans, at fuglen sang og troede det var morgen.”

 

Stjernevandring åbner ved, at de to kosmonauter Stella og Urania kommer kørende i deres lillalysende rumfartøj mod publikum for at uddele trådløse hovedtelefoner til publikum.

Derfra tages publikum på en rejse ud i rummet og natten og på sanselig, poetisk og humoristisk vis åbner kosmunauterne universet for publikum med sang og performance. Undervejs på vandringen lytter publikum til et lydværk i trådløse høretelefoner, hvor musik, videnskab, poesi og magi smelter sammen. Vi hører fortællinger om, hvordan stjernerne førte til en kongesøn, og hvordan de viser vej over et mørkt hav sammen med udpluk af nogle af de mange kunstværker, som stjernerne har inspireret til alt fra klassisk ballet til kitchede science fiction film. Kosmonauterne får publikum til at mærke, at grundstofferne i vores krop består af stjernestøv fra supernovaer og stjernerne besynges med poesi og musik fra hele verden. 

Stjernevandring er en sitespecifik vandreforestilling, hvor vi iscenesætter naturen med lilla lysende venus landskaber og en drømmende stjernecafe, som forvandles til et skib, hvor vi sammen vil svæve på havets sølvblanke overflade med stjernehimlen over os.

Tider, steder, genrer og verdener forbindes og blandes på samme måde, som Sophie Brahe (den navnkundige astronoms lillesøster) i renæssancen anså astronomi, astrologi, alkymi og kunst som ligeværdige i sine undersøgelser af universet. Stjernevandrings undersøgelse af kosmos er inspireret af renæssancens holistiske verdenssyn, hvor naturvidenskab, kunst og magi var ligeværdige i den videnskabelige undersøgelsen af verden. Stjernevandring udforsker hvordan vi er forbundne med naturen, når naturen fortsætter efter den ydre sfære og ud i uendeligheden. Publikum inviteres til at stille spørgsmål til menneskets rolle i universet og i den store historie, som vi alle er en del af. Den mørke stjernehimmel minder os om alt dét, vi ikke ved - at vi blot er en lille brik i verden, og at livet altid er levet efter andre. 


Stjernevandring er skabt af MYRKR. MYRKR arbejder i et i et spændingsfelt mellem kunst, videnskab, magi og personlige fortællinger og består af radiodokumentarist og lydkunstner Sara Troense og performancekunstner og iscenesætter Alaya Riefensthal.

 

Medvirkende: 

Performancekunstnere og iscenesættelse: Alaya Riefensthal og Helga Rosenfeldt-Olsen

Musiker, komponist: Jullie Hjetland og Anna Lidell

Stjernemedley arrangeret af: Anna Mose

Lyddesign: Sara Troense

Instruktørkonsulent:: Jesper Riefensthal 

Interviews: Helle Ansholm Rasmussen og Alaya Riefensthal

Scenografi og lysdesign: Alaya Riefensthal og Helga Rosenfeldt-Olsen

Kostumer: Alaya Riefensthal

Teknik: Sune Hede

Make-up: Line Ebbesen

Producenter: Sara Troense og Alaya Riefensthal

 

Medvirkende kilder i lydværket:

Tina Ibsen: astrofysiker, vært på podcasten Rumsnak

Peder Byberg: religionshistoriker

Kitter Krebs: dramaturg, forfatter og Shakespeare-ekspert

Esben Jessen: skipper på vikingeskibet Ottar, ekspert i traditionel maritim kultur og sejlads

Johan Hjelmborg: astrolog

 

Stemmer i lydcollage med poesi og sange fra hele verden:

Anna Cecilia Kruse, Sverige

Marte Schau, Norge

Suzanne Bakker, Holland

Saade Saliba, Libanon

Ionna Nikolaidou, Grækenland

Unai Lopez de Armenia, Baskerlandet

Nora Winkler, Østrig

 

Tak til:

Stjernevandring er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune,  Faxe Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.

 

Nyhedsbrev

Modtag seneste nyt om Teatret OMs
forestillinger, workshops og aktiviteter