Wu Xing
Wu Xing er betegnelsen for de fem naturelementer eller ’faser’ som man taler om i taoisme. De består af metal, vand, ild, træ, jord. Disse energier skaber verdenen, konstruerer både mikro- og makrokosmer, flyder igennem mennesker, dyr, planter, årstider, musik, og alt derudover.
Forestillingen Wu Xing - som måske rettere skal kaldes et stykke performance art - tager udgangspunkt i disse elementer og denne filosofi. Fem skuespillere repræsenterer hver et af de fem elementer, i en undersøgelse af kunstnerisk improvisation og kropslig formidling. I et udvalgt naturområde ledes publikum på en rute, som på skift fører til en scene med hvert element, inspireret af de umiddelbare omgivelser, og elementets essens. Hver skuespiller har placeret sig et sted, som taler til deres præsentation af elementet. For publikum bliver forestillingen en meditation, både på det naturområde, hvor forestillingen finder sted, såvel som på de energier og elementer, som udgør vores omgivelser og vores eksistens.
Wu Xing opstod som et projekt under Kunst-Natur LAB 2024.
Under Kunst-Natur LAB 2024 blev performancen opført med en række af Teatret OMs faste projektsamarbejdspartnere, hvoraf flere af dem fra udlandet var inviteret gennem Erasmus +, som både kunstnere og konsulenter på produktionen. Fra d. 14-18. august, sommeren 2024, spillede forestillingen et nyt sted hver dag. Dermed præsenterede skuespillerne en ny, improviseret scene hver dag, som en ny meditation på deres element. Samtidigt blev publikum, som bestod af deltagerne i Kunst-Natur LAB, taget med på en vandring igennem det naturområde, som dagens program udspillede sig i, som en fordybelse i det specifikke naturområde.
Fakta
Instruktion og koncept: Antonella Diana
Fra versionen under Kunst-Natur LAB 2024:
Træ: Iben Nagel Rasmussen (DK)
Jord: Sandra Pasini (IT/DK)
Ild: Ana Woolf (AR)
Metal: Jori Snell (NL/DK)
Vand: Hisako Miura (JP/DK)
Live musik: Paolo Cozzolino
Teknik: Maxi Bini, Sabrina Szych
Nyhedsbrev
Modtag seneste nyt om Teatret OMsforestillinger, workshops og aktiviteter