Erindringens Koraller
Oplev Iben Nagel Rasmussen i en forestilling, hvor figurer fra hendes 56 år med Odin Teatret vækkes til live og gennemspiller en række scener fra teatrets repertoire, inden de endegyldigt tager afsked med deres skuespiller.
Om forestillingen siger Iben selv:
"Den sidste forestilling med Odin Teatrets historiske ensemble Theben i den gule febers tid fik af forskellige årsager et kort liv.
Blandt de antikke græske figurer som skuespillerne fremstillede, spillede jeg Ødipus’ genfærd. Blind strejfer han omkring i underverdenen og genopvækker de døde, der fortsætter hvor de slap: med deres kampe, deres kærlighedshistorier, diskussioner og intriger.
Det var en flad fornemmelse at skulle forlade forestillingen og Ødipusfiguren efter så kort tid. Men hvad kunne jeg stille op alene? Med mine snart 80 år kunne jeg med ro i sindet stoppe her som skuespiller.
Stilhed, stilstand? Noget begyndte at røre på sig. En insisterende mumlen og hvisken som ikke lod mig i fred. "Hej - du er ikke alene", sagde stemmerne, "vi er her også", og figurer fra mit teaterliv stod pludseligt der i kø og masede på for at komme til orde. De prøvede - med held skulle det vise sig - at overbevise mig om at fortsætte bare lidt endnu. Men der var ikke plads til dem allesammen. Nogle var allerede for trætte og brugt adskillige gange i andre forestillinger og sammenhænge. Lidt efter lidt begyndte enkelte figurer at skille sig ud og kom overraskende til syne - som koraller i min erindring."
- Iben Nagel Rasmussen, August 2024
Spilledatoer
Erindringens Koraller spiller på:
Teatret OM
d. 22. januar kl. 19:30
>> Billetter kan snart findes på Billetten.dk!
Fakta
Instruktør, scenografi og skuespiller: Iben Nagel Rasmussen
Kostumer: Antonella Diana, Lena Bjerregaard og Iben Nagel Rasmussen
Lys: Maximiliano Bini
Maske: Fabio Butera
Tekst: Iben Nagel Rasmussen, Vincent Gaeta og Jalal ad-Din Rumi
Sange: Traditionelle viser
Foto: Francesco Galli
Forestillingen er en co-produktion mellem Teatret OM og Vindenes Bro (The Bridge of Winds).
Nyhedsbrev
Modtag seneste nyt om Teatret OMsforestillinger, workshops og aktiviteter